Lovlige cykellygter – Hvordan er reglerne

Cykellygter skal være lovlige, hvis du skal bruge dem i trafikken.

Forlygten er den lygte som du bruger mest.

Ved kørsel i lygtetændingstiden, som dækker over de mørke timer, skal en cykel være forsynet med mindst én forlygte. En lovlig forlygte skal kunne afgive hvidt eller gulligt lys tydeligt. Forlygten skal være synligt forfra i mindst 300 meters afstand fra cyklen. Sidst men ikke mindst må forlygten ikke virke blændende og skal være synlig fra siderne. Synlig fra siderne betyder ikke at den skal lyse til siderne, men bare som der står, være synlig. Har du en pandelygte kan du også bruge den, men en pandelygte der bruges som forlygte skal selvfølgelig også overholde ovenstående, og kan kun bruges lovligt hvis ovenstående er opfyldt.

Blinkende forlygte kan bruges på cyklen.

Forlygte, der afgiver hvidt lys kan i nogle tilfælde afgive blinkende lys. Blinkfrekvensen skal være mindst 120 blink pr. minut. Forlygte med blink er en smart måde at spare på batteriet, og kan i nogle tilfælde holde dobbelt så længe på et batteri. En LED-lygte kan godt holde til at blinke på grund af teknologien.

Baglygten er den vigtigste lygte, hvis du ikke vil køres ned bagfra.

Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en cykel være forsynet med mindst én rød baglygte. Lygtetændingstiden regnes for at være der hvor der er brug for lys. Den skal afgive rødt lys bagud og være tydeligt synligt i mindst 300 meters afstand. Lygten må ikke virke blændende, og skal være synlig fra siderne. Baglygten er den vigtigste lygte når du kører, så du ikke bliver kørt ned bagfra, så husk at den altid skal være velfungerende med friske batterier. Lygten må gerne være hvid når der er slukket, men rød når den lyser.

Lysstyrken på lygten.

For- og baglygte skal have en lysstyrke på mindst 4 Candela målt henholdsvis lige forfra og lige bagfra, mindst 0,4 Candela målt 20º til hver side og mindst 0,05 candela målt 80º til hver side. Det er det man betegner for at være synligt til siderne. Det er ikke et mål du selv kan gøre noget ved, men det er noget lovmæssigt som forhandlere og producenter skal tage hensyn til når lygten produceres og forhandles.

Brugstid er forskellig fra lygte til lygte.

For en batteridrevet lygte, undtagen lygte, hvor opladningen sker under kørsel, gælder tillige, at den skal have en brugstid på mindst 5 timer. Brugstid er tiden, som lygten kan lyse med mindst den krævede lysstyrke, inden batteriet/batterierne skal udskiftes eller genoplades. Lygter der blinker bruger ikke så meget batteri som en almindelig lygte med et blivende lys. Lygter med LED holder meget længere.

Opladelige lygter skal være produceret som opladelige lygter. Hvis du bare skifter almindelige batterier ud med opladelige batterier, giver lygten mindre lys. Du kender de almindelige 1,5 volt batterier. Opladelige batterier er kun 1,2 – 1,4 volt.

Brugstid af blinkende lygte / Forskellige lysstyrker.

For en lygte, der kan indstilles til at blinke og til at lyse med fast lys eller til at have forskellige lysstyrker, gælder kravet om brugstid ved indstillingen, der medfører den korteste brugstid. Brugstiden måles, som tændt og slukket intervaller hver af 2 timers varighed, ved +5º celsius og med nominel batterispænding ved starttidspunktet. Hvis lygten blinker holder batteriet længere, så derfor bruges det ikke i en batteritest.

Baglygte til cykler med mere end 2 hjul monteret.

En cykel med mere end to hjul skal, såfremt den højst er 1 m bred, være forsynet med mindst én baglygte anbragt i cyklens midterplan eller til venstre herfor, og såfremt den er mere end 1 m bred, være forsynet med mindst to baglygter anbragt højst 0,4 m inden for cyklens yderste punkter og med en indbyrdes afstand på mindst 0,6 m. Der findes mange cykler med plads til bagage eller børn der sidder foran på cyklen. Det er Christianiacyklen, Nihola eller nogle af de andre smarte cykelvogne. Der findes specielle lygter til Christianiacyklen. Umiddelbart er det bare almindelige lygter, men de har specielle beslag og sælges derfor som lygter til Christianiacykler.

Lys på påhængsvogn

Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en påhængsvogn som f.eks Croozer Cykelanhænger til cykel, være forsynet med mindst én baglygte anbragt i påhængsvognens midterplan eller til venstre herfor.

Lys på sidevogn.

En sidevogn til cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med mindst én baglygte, der er anbragt så tæt ved sidevognens yderste højre punkt som muligt.

Påhængsvogn eller sidevogn regler.

Baglygte på påhængs- eller sidevogn skal opfylde kravene til baglygte til cykel.
For- og baglygte på cykel og påhængs- eller sidevogn hertil skal være fastgjort til køretøjet på en måde, der sikrer, at lygten ikke ændrer indstilling under kørslen og skal være monteret således, at lygtens kernestråler peger henholdsvis lige fremad og lige bagud. Forlygte, der er beregnet til anvendelse på ubelyst vej, skal dog være indstillet med et fald.

Blinkende forlygte på påhængs- eller sidevogn.

Forlygte, der afgiver hvidt lys, og baglygte på påhængs- eller sidevogn hertil kan afgive blinkende lys. Blinkfrekvensen skal være mindst 120 blink pr. minut.

Tre- eller firhjulet cykel hvor normal tegngivning ikke er mulig.

En tre- eller firhjulet cykel, hvis konstruktion medfører, at tegngivning med en arm, jf. færdselslovens ikke er tydeligt synlig, skal være forsynet med 2 bagudrettede røde stoplygter, og 1 fremadrettet og 1 bagudrettet gul retningsviserblinklygte i hver side.

Stoplygter til cykel.

Stoplygterne skal lyse straks ved aktivering af enten forhjuls- eller baghjulsbremsen og skal have en lysstyrke, der er væsentlig større end baglygternes lysstyrke.

Retningsviserblinklygter til cykel.

Retningsviserblinklygterne skal have en sådan lysstyrke, at de er tydeligt synlige i sollys. Retningsviser- blinklygterne skal have en blinkfrekvens mellem 60 og 120 blink pr. minut. På en cykel med mere end to hjul skal forlygten være anbragt højst 0,5 m inden for cyklens yderste venstre punkt. Det er samme regler som du ser til biler.

Sidemarkeringslygter til cyklers påhængs- eller sidevogn.

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan være forsynet med gule sidemarkeringslygter. Det er ikke lovpligtigt med gule sidemarkeringslygter, og så længe reflekser er monteret som lovpligtigt, er det nok.

Lygter i pedaler.

En cykel kan være forsynet med lygter indbygget i pedaler, der fremad, bagud og til siden afgiver gult blinkende lys, når pedalerne betjenes. Det er ikke noget man ser så meget mere, men var meget brugt i en periode.

Begrænsning af lygter.

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil må ikke være forsynet med andre lygter end de foran anførte. Se mere længere oppe i teksten.

Intet krav om baglygte på cykel der kører med påhængsvogn.

På en cykel med påhængsvogn skal cyklen ikke være forsynet med baglygte, da den jo som udgangspunkt ikke kan ses og derfor ikke har nogen anvendelse.

Salg af lygter i annoncer og på nettet.

Lygten eller dens salgsindpakning skal være tydeligt mærket med »Brugstid« eller »Run-time« efterfulgt af timeantallet og »timer« eller »hours«.  Ved markedsføring fx i annoncer, brochurer eller på internettet af en sådan lygte skal brugstiden oplyses tydeligt. Står der cykellygter i salgsannoncen, skal lygten være godkendt efter ovenstående regler, hvis der står (godkendte cykellygter) i annoncen. Står der lygter (og ikke cykellygter), er det IKKE cykellygter og regnes derfor ikke for sådanne.

Ikke godkendte lygter, må ikke bruges i trafikken. De kan derimod godt bruges i skoven eller andre steder hvor meget lys er en nødvenlighed. Mange der kører MTB er vilde med de meget skarpe lygter på adskillige lumen. Jeg har set en lygte på 3500 lumen her. Eastpower MTB lygte som oven i købet er lovlig og godkendt i Danmark til brug på almindelig vej. Den holder 2,5 timer på et batteri eller op til 8 timer med blink.

Jeg vil til enhver tid anbefale dig at købe dine lygter i Danmark, for her er der meget klare regler for hvornår en lygte er lovlig. Priserne for lygter i udlandet er meget små, men du ved heller aldrig hvilke lygter du køber. Det er ikke til at se på de enkelte lygter om de er lovlige, men man kan bare ikke være sikker på noget.

For nogle år siden købte jeg cykellåse i Holland. Prisen var 1/3 af hvad jeg kunne få dem til i Danmark og der var helt sikkert ingen forskel. Jeg fik dem hjem og lagde dem på lager ved de andre låse. Der var ikke nogen forskel. Men det var der alligevel. Der var pludselig en kunde der ringede og brokkede sig over at nøglen ikke kunne tages ud af cykellåsen.

Selvfølgelig skal man kunne tage nøglen ud af låsen. Både når den er låst, men også når man kører på cyklen. Det er irriterende hvis man skal have en løs nøgle i lommen, fordi man ikke kan have sit nøglebundt hængende på cykellåsen når man cykler. Kort sagt var det en meget dårlig ting.

I manualen fra Danmark står der at nøglen kan tages ud, og i dem fra Holland, var der ikke engang en manual med. Så nu har jeg lært det. 1/3 af prisen er ikke altid en gevinst ned i lommen, og selv om det ligner, er det ikke nødvendigvis det samme.

Så derfor mener jeg at du skal holde dig fra cykellygter der koster 1/3 af normal pris. Kvaliteten er jo måske ikke god nok i det lange løb. Det kan være at batteriet ikke holder hele turen til arbejde, eller måske er der ikke en LED pære men en eller anden kultråds pære som bruger for meget strøm og samtidig nærmest virker som et dårligt vågeblus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *